Anderkendelse med afsæt i faglige reflektioner.

1. Hvad menes med det pædagogiske dilemma?

Det menneskelige dilemma er, at vi gerne vil gøre børnene uafhængige, men måden vi gør det på er ved at fortælle dem det, altså bestemme over dem, og herigennem kommer den asymmetriske relation på banen da der er forskel mellem pædagog og voksen.

• Hvis man ikke får udviklet selvtillid, kan det føre til dårlig selvværd, måske i værste fald depression mm.
• Der menes at vi alle er afhængige af andre, for at blive autonome(afhængige). For at barnet kan dette, har de brug for anerkendelse fra betydningsfulde voksne.

2. Hvad vil jeg fremhæve som vigtigt i forhold til min forståelse af den anerkendende relation?

• Nysgerrighed
• Afspejle barnets sindstilstand
• Selv refleksion hos pædagogen - se på sin egen andel
• Påskønnelse
• Lydhør
• Ikke en tilstand, men en proces - en tilgang til et andet menneske, ikke en metode - En holdning.
• Den anden er adskilt fra mig
• Kommunikation mellem hvert enkelt individ

3. Hvordan vil vi vurdere de voksnes handlinger i børnehaveklassen ud fra vores viden om anerkendende kommunikation?

(Analyse af:http://www.dafolo.dk/media/Praksisbeskrivelse_-_børnehaveklasse_A.pdf)

Vi ser den her praksisbeskrivelse det op i to situationer.

Den første situation omhandler Hanne, mor-Lise, far- Bjarne og Ingrid, som er pædagog i Hannes klasse.

I det tilfælde hvor Lise ringer og snakker med Ingrid, er Ingrid ikke særligt anerkendende over for, hvad Lise mener, fordi Ingrid fastholder Lise i den aftale de har lavet til forældremødet. Vi mener ikke at det er særlig anerkendende over for Hannes forældre, men at det dog er en vigtig proces, som Hanne skal i gennem og derud over er det et vigtigt signal at sende til Hanne, at man overhold aftaler og at det at man går i skole bare nogen gange kræver at man går forrest.

Da Hanne skal op til tavlen, er Ingrid ikke særlig anerkende overfor Hannes non-verbale kropssprog,  som med al tydelighed kommunikere, at hun ikke bryder sig om/eller er usikker i situationen. Ingrid får guiden Hanne igennem øvelsen og roser hende for det, hvilket er anerkendende.  Vi diskuterer hvorvidt Ingrid måske kunne have anerkendt Hannes følelser, men samtidig synes vi det er vigtigt, at hun kommer igennem øvelsen og situationen, da den baner vejen for fremtidige eventuelle fremlæggelser mm.

Den anden situation omhandler Søren, Ingrid, Pia og Mette. Først er det Mette der fortæller om sin weekenden, mens Ingrid lytter opmærksomt og på den måde er enormt anerkendende, både med kropssprog og tale. Da Mette er færdig med at fortælle, skifter Ingrid fokus til Søren, men møder ham ikke der hvor han er, allerede ved at styre hvad samtalen/sørens fortælling skal handle om(kontrollerende pædagogik). Hun møder ham, uden noget særligt kropssprog og hun vælger til sidst, at bruge en magtanvendelse på Søren, for at få ham til at sidde ned.  Ingrid burde have set sørens behov for at blive set og hørt og ikke undertrykt. Når Ingrid udtaler: "det er blandt andet det, jeg hjælper ham med, sådan en dag som idag i samlingen", retfærdiggøre hun sin egen magtanvendelse og ødelægger sig egen mulighed for at få en go og anerkendende relation med ham. Ved at give ham den følelse i kroppen, ødelægger hun balancen i klassen, da de andre også bliver ukoncentrerede.